Jeg har stadig ikke fået lokaliseret Camillas bagebog. Når jeg står foran dejtruget, er jeg stadig ikke sikker på, hvad der kommer ud af anstrengelserne. Intet er længere til at stole på. Jeg tror, bageguden er pissed, eller noget.

Når vi rammer efteråret, er det næsten en tradition, at jeg bager brød, der bugner af frugt, nødder og kerner. Som overdimensionerede majsebolde, tilsat mel og gær. Fedtet er dog erstattet af olivenolie med citron.

I går gik jeg imidlertid til truget igen, og tilsatte rundhåndet blødgjorte abrikoser og rosiner, græskarkerner, det søde maltmel, ølandshvede, honning og kærnemælk. Økogær og salt. Uhm, det duftede skønt, men forblev fladt. Næsten.

Og så blev jeg temmelig irriteret, og knaldede yderligere en halv pakke gær i en skål, og rørte ud med vand. Tilsatte den flade dej i småbidder, og æltede mig frem til en nye og forbedret udgave af det oprindelige brød.

I mit stille sind har jeg døbt det Darth Wader, for det er godt nok blevet mørkt at se til, men smagen mine venner! Den er som skabt til ost, pølse og den gode krydrede æblemarmelade.

Og når ordet æblemarmelade er sluppet fri, kommer jeg i tanke om, at endnu en omgang æbler er klar til at blive kogt sammen, i godt selskab af rørsukker og en vanillestang af de rigtig fede.

Så, life is good her på en solrig efterårsdag.