Vejret arter sig. Oktober er smuk, og har ofte fremvist den samme smukke blå himmel, som september kan præstere. Kulden kommer langsomt snigende, men trækker sig underligt nok op af dagen. Det er ikke med længsel, at jeg ser på kulden. Der er ikke den mindste mildhed at spore i de blikke, jeg sender skråt op mod himlens blå bue.

I går spiste vi frokost i det matgrønne. Bunker af klapsammen med postej, pølse og det bare smør. Agurker i stave, gulerødder ligeså, og et læs grønne æbler i både. Vand fra posten. Fornøjelse indtil en lille mus blev feberhed og klaprende som espeløv måtte ekstravarmes i den ulveskindsvest, jeg tilfældigvis havde på under anorakken. Op og putte i Christianiavognen, og noget sammenligneligt med ‘Det lille hus på prærien’ som hjemtur. Hun tog det pænt den lille, og mors varme ventede, da vi atter ramte institutionens grå linoleum. Yeah! for mobiltelfoner.

Sådan falder dagene, som gyldent løv, der kastes op i luften, og daler ned igen. Begynder og slutter. Stiger og falder. Sammen med kastanier og tiden der haster mod jul.