På et tidspunkt i løbet af et skoleliv kommer dagen, hvor man præsenteres for en andengradsligning. Det skete også for mig. Flere gange i forløbet får man tilbudt muligheden for at fatte det, men efter gentagne forgæves forsøg, besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne fange fidusen. Mon ikke livet kan leves uden andengradsligninger, tænkte jeg.

Mange overhøringer senere stod jeg ved det afgørende grønne bord, og trak mit spørgsmål. På forunderlig vis var det lykkedes mig at gennemskue matematiklærerens snedige system, og jeg kunne træfsikkert fortælle hvilke numre, der dækkede over hvilke spørgsmål, til stor nytte for visse af mine kammerater, der glade kom ud, og havde fået lige det de ønskede sig. Da det blev min egen tur, svigtede troen mig, og jeg valgte vildt i blinde, og fik måske løn som fortjent, andengradsligningen over dem alle.

Der stod jeg. Med skærmen sort, og tavlen både renvasket og nymalet. Blank, med andre ord.

Men, nu er jeg ikke tabt bag en vogn, og lige dér skete det. Tiøren faldt, og pludselig forstod jeg, hvad fanden meningen var! Om det var min ærlighed, der eventuelt blev belønnet, forbliver nok ubesvaret, men dagen var reddet sammen med den gode karakter. En meget forunderlig oplevelse, dér langt tilbage i tiden.

I dag sad jeg i en situation, hvor skærmen igen var sort, og tavlen både renvasket og nymalet. Det, der blev sagt, var sort snak og andengradsligninger i mine ører, og efter mødets afslutning var jeg storfrustreret over at føle mig mere beslægtet med en dør, end noget som helst andet.

Imidlertid tror jeg ikke længere på, at jeg er dum som en dør, og tillader mig derfor, at kalde det uvidenhed, og det kan man som bekendt gøre noget ved. Så i stedet for at slå panden i dørkarmen, tror jeg bare, at jeg vil begynde at banke på, åbne dem, eller simpelhen bare sparke dem ind.

Om jeg så eventuelt snubler i andensgradsligningen, vil tiden vise.