Stadig uvidende om at ved femten-tiden vil det gå op for mig, at det allerede er weekend for mit vedkommende klokken seksten, sidder jeg, og skyller budgetter ned med kildevand og croissanter. Over mig hænger ballonerne tæt, og jeg kan næsten høre de fortvivlede barneskrig, der er blevet udstødt, da herligheden steg til himmels under haltagets grønne buer.

Da jeg træder ud i middagslyset på Nørrebro, er det blevet sensommer med pæne varmegrader, der tigger om at få jakken af på Christianshavn. Bare lidt? Bare i ti minutter?! Kom nu, sig nu ja! Og ja, det siger jeg til de rødkindede, der kigger forventningsfulde opad med blink i øjnene. Selvfølgelig, for hvem er ikke nem, når solen skinner, og der er et kvarter til frihed og lang weekend?

Jeg er. Nem. Let og fuld af luft under vingerne, da jeg træder ned på de slidte brosten fra trappetrinnet i gaden med fordums dyrehandler og bajerfyldt rottehul.

Metrosus. Og hjemme.