Måske var det fordi, jeg forvildede mig ind i en forholdsvis nyetableret brillebiks i lørdags, og kom til at prøve de sejeste par briller i råhvidt metal. Nærmest vægtløse var de. Og gudskelov kostede de en formue, så jeg faldt ikke for fristelsen. Fristelsen. Som om. Der overhovedet var plads!

Men altså, måske var det derfor, at jeg i morges forlod hjemmet brilleløs.

Det meste af dagen klarede jeg med et par gamle, grønne, grimme Tiger-briller med én stang, næsten i den rette styrke, men jeg begrænsede læseriet, for helt behageligt var det altså ikke, nu når man er blevet bedre vant med Clark Kent’erne.

På vejen hjem, og nu igen ganske brilleløs, valgte jeg at købe lidt ind, og ramte muren med et brag, da kaffeposerne skulle nærlæses. Det var simpelhen umuligt, og jeg måtte rage to tilbudsposer til mig, sådan lidt på lykke og fromme. Op i kurven med kaffe, kødproteiner af forskellige slags og til sidst en lille piske. Til den krydrede æblemos. Som dessert. På en regnfuld mandag.

Og lige netop den lille piske satte prikken over i’et i den kop frisklavede, jeg slubrede i mig, da jeg kom hjem, og havde fået lastet af. Bønnerne kom i Carl-Henning, som jeg synes, er en af de finere af Irmas kunstdåser. Og apropos dåser, har Irma genoplivet traditionen med kunst på dåser i denne uge. Dem om det, jeg er nu glad for min Carl-Henning.