Kastanier! Nu og her, lige midt på cykelstien. Nedsmidt fra kæmper, der stadig er grønne, mens augustenvinden akompagnerer hidsigt. Jeg standser, og sanser. Måber, går halvt i knæ, og hjertet synker. Mens jeg knipser.
Senere over en grydefuld kartofler af forskellig herkomst, falder jeg i staver i mit eget køkken, og tænker, at vi burde allesammen mødes under den fulde augustmånes sidste dage, og dele, hvad vi har høstet. Dele rovet. Dele historierne om forfald og succes, dele surt eller sødt fra sylteglassene, og hvad fadene nu måtte bugne af. Grine og græde. Svimle og svirre. Tindre, og slå vand på gåsen, der senere skal lade livet.
Når tallene skifter på årsgrænsen, og det atter lysner, bliver vi helt appelsinfrie, og begynder på en frisk. Med spæde skud og knopper der springer, så det sprutter.
5 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.