Jeg når lige at stikke snuden frem på terrassen, siddende i kurvestolen med lidt Robin Hood-farvet strik mellem hænderne, da solen forsvinder, og guldrander en storladen sky.

Det er også blevet tid til TV. Tid til Tudors, som jeg ser i dobbelte afsnit. Endnu engang.

Tidligere på dagen har jeg travet lidt rundt i Skanderborg, iført rengøringsdress, håret i saltstivede stænger, og omgivet af en duft af Ajax. Den med citron.

Jeg køber flødeboller i Chokolade-Fabrikken og lakrids i helsekosten. Hiver et par bøjler ned af stativer hist og pist, men er lettere ukoncentreret på grund af den bagvedliggende transport-o-fobi.

Kan jeg nu finde stationen, den rigtig perron, det rigtige spor, det rigtige tog?Duer billetten, klippekortet? Når jeg frem i tide? Når jeg toget? Kan jeg finde ud af, at åbne døren, når jeg skal ud? Rammer jeg den station, jeg skal af ved? På længere ture er jeg meget optaget af, om jeg kan få bagagen op, og senere ned.

Udadtil ser jeg ganske upåvirket og almindelig ud, men indeni vælter spørgsmålene rundt i et vildt inferno og kaos. Man skulle ikke tro, at jeg nogensinde på egen hånd har fundet vej ned gennem Europa. Men det har jeg altså, og jeg har endda også rodet mig ud af vildfarelser både i Paris og i småbyer langs den tyske autostrada.

Jeg finder selvfølgelig både stationen, den rigtige perron og det rigtige spor. Et kort øjeblik freaker jeg dog ud, fordi toget har en anden destination end den jeg er vant til, men kort efter ser blikket klart, jorden bliver rolig, og jeg har kun ventetid foran mig.

Tyve minutter. I strålende sol. På Skanderborg station.

TV’et er tændt nu, og jeg sidder klar med posen med flødeboller. Èn med jordbærskum og marcipanbund. Den er pyntet med syrlige stykker tørret jodbær, der har lejret sig i den mørke overtrækschokolade. Bollen er alt i alt sød og sommerlig, og den velsmagende mørke chokolade forhindrer den i at bliver alt for tutte-nuttet i det samlede indtryk.

Den anden er med mocca, og da tænderne knækker det tykke lag chokolade, må jeg konstatere, at denne kun hviler på en tyk bund af chokolade. Ingen marcipan her. Skummet efterlader små kaffesyrlige korn i munden, som smelter i prikkende punkter, som jeg spekulerer over, om er fedt, eller ej. Mest ej, tror jeg.

Og klokken bliver mange, og jeg slukker for både fjernsyn og sommernat.