Jeg slipper ikke helskindet forbi bageren, men fristes af en chokoladekage med appelsin. Siddende på stationsbænken, med ryggen mod Himmelbjerget, venter jeg de seks minutter, det tager at frembringe et tog i den rigtige retning.

En ung mand stemmer sin guitar, og lidt efter lyder ‘House Of The Rising Sun’ med en blød melodisk klang udover perronen. Solen skinner, og med et snuptag er dagen blevet en anden.

Senere i en anden sammenhæng knækker jeg en tyk skorpe mørk, velsmagende, og letsmeltende chokolade af, og smager forsøgsvis. Jo, bestemt! Den er det værd, og skulle tallet blive for højt, kan jeg med lethed modregne med mindst 60 minutters rengøring af badeværelse.

Jeg sidder i solen, og strikker med Robin Hood-farver, mens jeg kan se nødvendigheden af en solgul voksdug med hvide bomber, som skal spille sammen med de gule smørblomster, der på den eng-agtige måde blander sig med saftiggrønt græs. Tæt, tæt, tæt.

Min aftensmad er serranoskinke og røræg. Frisklavet på pande, og med godt rugbrød som klangbund. Mælk og den vanlige håndfuld vitaminer.

For mit indre øje oplever jeg igen synet af Bjørnens søster, der hopper af glæde over, hvad et par spandfulde maling kan gøre. Det er et glædeligt øjeblik. Stort og muntert.