Det er blevet sommer i Danmark med alt hvad det indebærer. Bryggen Badeland er åbnet, og her bærer folk briller så mørke, at næsten al hensyntagen og hele færdselsloven er sat ud af kraft. Uanset hvem hajtanden peger på, er det mig, der sagtner farten, eller helt stopper op, når de mørkbebrillede vil frem.

Er det for pinligt at give tegn? For utjekket? For gammeldags?

Jeg cykler den korte tur over til Christianshavn, hvor en filial af min yndlingsforretning holder åben. Vi skal have gæster i morgen, og ikke alt på den lange liste kan vente til søndag, så afsted med mig og min indkøbskurv.

Frugt og grønt hober sig op. Minimælk og ugeblade. Yoghurt med jordbær, og oliven i forskellige udgaver. Feta – hvid, blød og cremet så tænderne tripper. Solrødmende tomater med økomærker. Sprøde æbler, milde meloner. Til sidst en klase bananer i næste sammen farve, som den gule neglelak en kollega har flashet i løbet af ugen. Dybgul, fuld af solskin og sommerglad helt ud til fingerspidserne.

På vejen hjem må jeg ind til siden af cykelstien, hvor en tungtlastet TrilleNyx tålmodigt venter, mens jeg tager billeder af de røde lys som kastanien har tændt. En flok ungersvende på slingrekurs med ølfulde hænder, hilser glade og opstemte. Stemningen holder indtil et par ophidsede bilister springer ud af bilerne, og ophidset skriger frustrerede f-ord efter hinanden.

Jeg falder ind bag en hjelmklædt mor og datterseance. Jeg har tid nok nu, og giver plads til den slingrende usikkerhed på ny cykel, med øjne og ører på stilke for at opfange alt fra den belærende strøm af informationer, der kører på hendes venstre side. Når mor har særlige understregning at formidle, stopper hun uden varsel op midt på cykelstien, og udpeger alvorligt de lurende farer. Fint nok, men jeg igen undrer mig over den manglende tegnsætning.

…

En proces der bringer ændringer til min arbejdsplads er i gang, og det fylder så meget, at blogbogstaverne tørrer lidt ud, og jeg danser derfor en lidt ustabil slingrevals med indlæggene.

Men derudover er jeg sommerglad, og fornøjet. Jeg trådte ind i de normalvægtiges område på BMIen, da jeg i går konstaterede tabet af det ottende kilo. Jeg fejrede det med indkøb af mit andet sæt træningstøj.

Overskuddet er så fandenivoldsk, at jeg får lyst til at kaste mig ud i både løbesko og stiletter, men vægttab og bedre form ændrer ikke på knæenes tilstand, så den slags tanker har desværre permanent ophold i Drømmeland.

Mens jeg har skrevet dette, har jeg lykkeligt glemt gryden med de nye kartofler på komfuret. Gad vide hvor længe de nåede at få? Hm…