Himmel, se Havet!

Mig og mandag

mandag 17. maj 2010klokken 18:55 · 1 kommentar · Aftenstund, Arbejde, Køkkenskriverier

Det myldrer så meget med små nye børnehavebørn, at man mentalt går rundt på knæene næsten hele tiden. Jeg er tilbage på pinden efter en uges dejlig tilbagelænet ferie, men da maj måned stadig er kølig i betrækket, har jeg haft kolde hænder hele dagen. Føj!

Normalt kan jeg godt lide at handle hos pigen i den blå kjole, men i dag måtte jeg en tur forbi den sorte hund med den gule baggrund, fordi de har de tørrede jordbær fra Løgismose på tilbud. Lige magen til dem som man blandt andet får tilbudt til sin müesli, hvis man spiser brunch på Nimb. Jeg er som bekendt vild med Nimb, og jeg elsker tørrede jordbær.

I gården blev jeg mødt af flere nyudsprungne blomster, bland andet tyrkertulipanen, der trods sin vandrette stilling lyste op mellem buskene. Der var også et par solstrejf i spil, og det var muligt at fornemme den varme, der gemmer sig bag skyerne. Havde jeg haft en grill ved hånden, kunne jeg skam godt have ristet en pølse eller to, bare for at opbygge lidt tro på den danske sommer, der forhåbentlig ligger lige rundt hjørnet.

Oppe i Bryggeboet delte vi madtjansen. Jeg har lavet farsbrød, og smækket det i ovnen, taget opvasken, og derefter overladt scenen til Bjørnen, der skal koge pastaen. Ikke så meget snak om den sag, bare derud af.

I sofaen ligger den stikkelbærgrønne trøje. Jeg skal slå op til ærmer, så her er der også lys forude.

Did you like this? Share it:

Èn kommentar indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy