I morgen ligger en hel stak farveller, og venter, når jeg sætter mig til bords med kaffe, godt brød og mormordug. Vi har hænderne fulde af flyveklar fugleunger, der har næbbene vendt mod skole og fritidshjem. Plus det løse, der af andre årsager drager videre mod nye børnehaveliv. Og der sidder jeg med glade miner, og bliver en lille smule tom indvendig.

På den anden side står en ny flok unger, og venter på at komme ind og lave rav i hierarkiet. Betuttede, nysgerrige og med øjne så store og blanke som nyslåede tokroner. Om fjorten dage rasler de ned fra stolene, eller falder udmattede i søvn i frikadellerne, for verden bliver pludselig så stor, så stor.

Da jeg cyklede hjem i dag, opdagede jeg, at lokalmiljøet var blev sart lysegrønt. Et enkelt træ bar endda hvidt, og en forsythias glade gulblomstrende grene sugede blikket så voldsomt til sig, at jeg nær var kørt i voldgraven.

For et øjeblik siden spiste jeg min del af de nye kartofler, der var blandet til salat med rejer, rucula og radiser. Lidt, men godt, og nu skal jeg arbejde.

Rigtig god aften!