Himmel, se Havet!

At falde i hak

søndag 11. april 2010klokken 08:54 · 7 kommentarer · Blogleg, Tanker om ting og tilstande., Ve og vel, Weekendsysler

Nogle gange oplever jeg, at løsrevne sætninger selvsår sig i min bevidsthed, for senere at kickstarte større eller mindre ændringer i min dagligdag. Slankekure har aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg tror på kostændring, og motion, men da jeg fik reguleret min sommerfugl, fokuserede jeg alligevel på badevægten, fordi denne regulering kunne betyde, at jeg ville tabe mig.

Måske kan jeg binde de kilo, jeg har påtaget mig for meget, op på stress og andet kedeligt, jeg har oplevet i mit liv, eller måske handler det i al sin enkelthed bare om, at jeg elsker god mad og hvad deraf følger. Jeg selv stemmer for en kombination.

Min gode lange påskeferie, der skulle have været brugt til at male dør, eller værelse, endte et helt andet sted. Jeg har været i centrum, og taget mig tid til at gøre en masse godt for mig. En af tingene var at genoptage madloggen, hvor jeg har dannet en lille gruppe sammen med Bjørnens søster.

Og madloggen er i den grad en øjenåbner. Her gik jeg og mente, at jeg spiste sundt og varieret, hvilket jeg også gør, men jeg spiser tydeligvis også varieret indefor en kostgruppe, hvor det ikke er så heldigt, at fouragere alt for meget.

Sidst jeg havde forbindelse til madloggen, havde jeg også flere tons sabelkat ventende i skabet, men når jeg kunne vinde dér, kan et par kilo, eller mere vel ikke være helt uoverkommelige at skille sig af med.

Efter at have nydt min lækre fiskepakke med med æble, champignon og skivede tomater, serveret sammen med en pasta med vilde hvidløg, tilbragte jeg aftenen i frustration over en internetforbindelse, der gik ned, forsvandt, gik bort, for tilsidst af udånde fuldstændigt. Frustrerende, når man sidder og roder med så vigtige afgørelser, om man skal forfalde til Firefox eller Google Chrome.

For tekniknissernes skyld kan jeg oplyse, at jeg endte med at falde i armene på Google Chrome, som efter et par finjusteringer, vil være der, jeg føler mig mest tilpas. Og her kører, hvilket er meget vigtig, Bejeweled Blitz, upåklageligt. Ja, det kører faktisk så godt, at jeg har generobret min retmæssige plads på toppen. På foxen hakkede det forfærdeligt, og desuden tog det alt, alt for lang tid at uploade billeder på bloggen.

Nok om det, nu er det nemlig søndag, og solen skinner.

Did you like this? Share it:

7 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy