Jeg aner ikke lige nu, hvad jeg skal stille op. Hvad jeg skal sige. Så’en bare. Kommentarerne er bare væltet ind, og havde jeg før fornemmelsen af at stå i et tom rum og råbe ud i intetheden, så må man sige, at den fornemmelse var fuldstændig fejlagtig.

Tusinde tak, for alle fingerpegene på, at jeg tog fejl.

Mit udgangspunkt for at skrive som jeg gjorde, var en fornemmelse af, at der ikke var mange tilbage derude. Ikke, at antallet skal afgøre, om jeg skriver eller ej, men måske spiller det ind alligevel. Et eller andet sted. Eller?

Inden jeg skrev, tænkte jeg på, om jeg ville fortsætte med at skrive, hvis der vitterlig var rungende tavshed i kommentarboksen. Det ville jeg, kunne jeg mærke, for jeg holder af at skrive, og billederne har også stor betydning. Men erkendelsen blev også fulgt af en underlig trist fornemmelse. Der ville mangle noget. Uanset hvad. 

Læsere. Jer. Og ville det så være sjovt? Nej, ikke rigtigt!

Og, hvis jeg skal dykke ned i posen med nothing but the truth, og finde flere argumenter frem i dagslys, tror jeg også på, at der sidder, med ryggen lænet opad døren til kosteskabet, en stadig lidt usikker hættemåge, der er i gang med at pudse fjerene efter et større og langvarigt slagsmål. Ting tager tid. Det gør de altså!

Men, I er der ude. Stadigvæk. Og, at det lige er jer, gør mig ekstra glad. Tusind tak!