Himmel, se Havet!

Kartoffeltur

søndag 4. april 2010klokken 17:05 · 2 kommentarer · Ud at se og hjem igen

Andrea og jeg har været på farten igen. I selskab med en pose kartofler indkøbt i Mad & Vin i begyndelse af turen.

Turen foregik i går, da det var lørdag, og alle bare måtte ud i vejret. Især inde i byen, hvor vi også slog vores folder i ivrig søgen efter gåsebryster, som åbenbart ingen steder var at finde. Vi havde derfor skiftet spor, og sat snuden op efter noget indisk i stedet, da Strøget åbenbarede sig fra en uventet god side, og venligt viste vej til et fint lille konditori, hvor man som en selvfølgelighed havde de eftertragtede gåsebryster. Endda i minformat, så der også var plads til en Tivolikage, samt en medalje.

Også i miniformat, forståes!

Bagefter trissede vi rundt, og nød de københavnske gader og stræder. Samlede eventualiter op, og trissede videre.

Nærmest tilfældigt havnede vi i Nimbs vinotek, hvor vi delte et par glas hvid bourgogne, en skålfuld saftige oliven og en håndfuld pudeagtige småkiks med rosmarin. Bagefter et sådant traktement, kan man få sådan en lyst til et glas forfriskende et-eller-andet luksiriøst sodavand, og det havde vi ved en tidligere lejlighed fået i Nimb Bar på første sal. Og så fortsatte vi turen opad.

Her blev vi taget vel imod af nyindsatte vinduer, ild i pejsen, og udsøgt betjening. Og så havde de sgu tema i drinkskortet! Blandt andet kunne man få en Gin-Gin Mule, der efter en kort overvejelse sagtens kunne proppes i kategorien forfriskende. Og det var den. Stærk, god, forfriskende og vildt forførende. Ja, det var altså min udgave, for Andrea måtte nøjes med en light-udgave idet hun havde La Bella Blu stående til senere hjemkørsel. Men voldsomt forførende var det, så da den udsøgte betjening venligt forspurgte om yderligere ønsker, skrev vi uden videre vrøvl en til på regningen.

Også her slog den udsøgte betjening til, for denne gang fik vi uopfordret serveret drinken i en lidt andet udgave, og selvom vi var mest begejstrede for den første udgave, var det et fint initiativ. Denne drink nummer to var blevet tilsat basilikum, i stedet for mynte, Ja, nu vi berører emnet, der var fatisk så meget grønt i disse Gin-Gin-Mules, at de sagtens ville kunne betegnes som helsedrikke, eller desideret vitaminbomber.

Sagtens, siger jeg bare.

Efter indtagelsen af vitaminbomberne, to med til mig, og to uden til Andrea, spadserede vi mod Bryggen og La Bella Blu. Solen var gået sin vej, og klokken var blevet kvart over ti, men sjovt havde vi haft det, i huset med de lakblanke sorte døre. Endnu engang.

Did you like this? Share it:

2 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy