Jeg tillod mig at gribe chancen og stole på godt vejr. Det viste sig at være en rigtig god ide. Det blæste meget, men solen var der også. Vi tog først Metro og derefter toget og var hurtigt fremme.

I Malmø blev vi budt velkommen af et helt hornorkester, der viste vejen frem. Musikken de spillede, var så dæmpet, at man skulle anstrenge sig voldsomt for, at kunne genkende melodierne.

Vi fandt en vindomsust trappe, der førte ned til en kanal. Her skulle vi spise frokosten, fordi en enkel stilfærdig broncekat holdt os med selskab, og man kunne sidde helt tæt op ad den uden, at den løb sin vej.

Lige som vi var færdig med madpakkerne, begyndte det at regne, men vi fandt ly under en venlig markise. Det var heldigt for, der var voldsomt meget vand i de skyer, der med kraftig lyd buldrede forbi ovenover vores markisely.

Da solen igen tittede frem bag skyerne, spiste vi en stor is, serveret med rød ske og hvid serviet. Vi kunne vælge to kugler hver, og der var rigeligt i bægrene. Vi fik smagt jordbær, vanille, lemoncello og hindbær. Isen alene er hele rejsen værd.

Vi vendte derefter snuderne mod centralstationen, og kom om bord et par minutter før, toget skulle køre. Da vi senere havde skiftet til Metroen, kunne vi se meget mørke og tunge skyer forude, men da vi kom op fra stationen, havde de smidt vand, og igen lykkedes det os at undgå at blive våde.