På et tidspunkt står jeg op, og tager et langt bad. På et tidspunkt lukker jeg dampen ud, og mærker den friske martsluft, der trods strålende sol stadig har spidse tænder. På et tidspunkt venter jeg på grønt, og mærker at solen er varm.

På et tidspunkt opdager jeg, at noget er radikalt anderledes, og jeg har fået troen tilbage.

På et tidspunkt får jeg så meget fra hånden, at selv kontrolbamsen slækker på kravene. På et tidspunkt går det op for mig, at jeg glæder mig til et kommende kursus, mens jeg står med et blankt glas i hånden, og tapper koldt vand fra hanen. På et tidspunkt holder jeg op med at bekymre mig, og får fyraften, inden solen forsvinder.

På et tidspunkt interviewer jeg mig selv, og spørger, hvornår jeg er lykkelig? Fri? Glad? Og jeg svarer igen med at fotografere sneen, isen, den blå himmel og grønt græs i lyset fra den sidste rest martssol, der forsvinder bag hotellet. Mens jeg smiler stort, og overbærende.

På et tidspunkt glæder jeg mig over, at mit hår er blankt og meget glat, fordi balsamen fik lov til at virke i længere tid, og samtidigt går det op for mig, at min næse ikke længere gør ondt.

Er det mon ikke nu, det vender?