Himmel, se Havet!

Halvetellerandet

fredag 26. februar 2010klokken 17:28 · 2 kommentarer · Arbejde, årstider, Indkøb, Nuet

Hvad?! En tyrkerdue allerede ude og trutte sammen med de andre fugle, der bare ikke længere kan holde næbbene flettede. Og morgenen var smuk, og tidlig. Sammensat af friskkværnet kaffe og lunt nybagt brød serveret på et morgenbord badet i lyset fra det spædeste forår.

Og ikke nok med at dagen var tidlig, den kunne også afspadseres med to timer, der blev brugt på en cykeltur over broen efter kaffe til apparatet, der var ved at løbe tør i skabet. Jeg så på uret, den var blevet halv ét, og jeg tømte Grisan i en brun papirspose. Firehundrede, tænkte jeg, der er nok firhundrede. Og da jeg så på uret igen, var klokken blevet halv to.

Tredje gang jeg så på uret, var klokken blevet halv fire, og jeg havde drønet hytten her over med støvsuger, skrubbe og støvklud. Bjørnen var også kommet hjem, og vi vendte blikket mod bankens tælleapparat, og fik femhundredetreogtyve ud på en bon, der kunne omsættes til gangbare mønter og sedler ved kasse to.

For tohundrede kroner købte jeg perlehyacinter og vibeæg i forårsgrønne skjulere, stribede, skønne roser i flotte farver. Jeg donerede tohundrede kroner til den fattige studerende, så han kan købe sin egen form for forår. Resten gemmer jeg til noget andet godt. På et andet tidspunkt. Fristelser er der nok af.

Om lidt når jeg ser på uret, er den blevet halv seks, og weekenden er begyndt. Sådan er det bare, og godt det samme.

Did you like this? Share it:

2 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy