Jeg køber klippekort. To klip ud, to hjem og resten går videre til familiens fattige studerende. Jeg læner mig tungt tilbage, og følger billederne, der flimrer forbi i farten. I et pludseligt øjeblik er det somom blikket ændres, og på resten af turen sættes alt i perspektiv. Hvert eneste hus fremstår med skitselinier på kryds og tværs. Ingen slinger i valsen, jeg ved instinktivt, hvordan alle linierne skal ligge i forhold til hinanden for at danne de korrekte perspektiver. Underligt.

Da der kommer for meget perspektiv på brillen, lukker jeg øjnene, og opdager, at jeg trækker vejret dybt. Inderligt og befriende. Ingen sabelkatte ses sideløbende på cykelstien langs Blacksnow Mountains, alt er godt.

Man skulle ikke tro, at det er den samme svingdør, den samme vandrehal, det samme hospital, jeg igen befinder mig på. Forskellen skyldes sikkert, at jeg i dag drejer om et andet  hjørne, i et andet afsnit, til en anden afdeling, hvor den gode læge venter. Og tro mig, han er god.

På den side af sagen, som han tager hånd om, er der stadig fremgang. I den kommende tid skal nektarindtaget til sommerfuglen reguleres, og derefter er der mulighed for endnu mere fremgang. Jeg glemmer helt at spørge til gigten, men ved, at der er tid nok. Vi er rørende enige om, at det er et krasbørstigt middel, der er valgt til at afhjælpe mine øglehænder- og fødder, men det er jo en andens bord, så tiden må vise, hvad løsningen bliver på den historie.

Senere donerer jeg mine fem glas til en dygtig vampyr, og svinger derefter ud under den blygrå himmel, der hænger tungt over Hvidovre og omegn.

Efter busturen tilbage, og inden jeg igen skal stå i kø, slår jeg et smut omkring museumsbutikken på Glyptoteket, hvor et par postkort og en sort kat med guldring i øret forsigtigt bliver pakket i papir og pose.

Hjemme venter torsdagsrengøringen, men tænk, pludselig synes jeg, at hver fjortende dag er rigeligt, og idet jeg krydser Langebro, begynder det at sne.