Tæppet har ligget løst under fødderne i dag, og da jeg gled med grønt lys tværs over gaden, spekulerede jeg på, om det var en sabelkat, der åndede mig i nakken et sted mellem frokost og fyraften. Njah, vel?

Nej for filan, jeg vælger at lægge fokus på den lygtepæl, der nonchalant smider en turkisblå skygge henover et snedække, der ville have været kridtehvidt, hvis den elektriske pære ikke lige havde besluttet sig for en rosa toneart.

Jeg er træt, jeg er mat, jeg er brugt. I hovedet.

Jeg stiller kurven med kyllingbryst, Hellmanns, cashewnødder, og italiensk brød fra mig, smider kørekåben, og sparker næbstøvlerne af. Og det hjælper, igen at tale sit eget sprog, mens jeg låner ører, der er forbavsende lydhøre. Smiler indvendigt over at genopdage, hvor meget man kan ligne hinanden, når det ligger til familien.

Bølgelængden bliver lagt, og vi stimler sammen omkring den hjemlige stegepande, hvor Alt Er Godt også er. Og alt er eddermuggeme godt. Det skal det bare være!