To gange er Hanne kommet i min lille taknemmeligheds-dagbog med det irriterende lyserøde omslag. Lyserød? Måske er vi mere ovre i en ligeså irriterende Barbiepink? Nåmen, første gang Hanne kom med i bogen var, da hun i en kommentar tilbød sig, og udbad sig målene på den lyserøde. Og igen i går, da resultatet lå i postkassen, som Bjørnen havde tømt på vejen tilbage.

Og, hvem ejer nu den fedeste taknemmeligheds-dagbog?  Der er ugler, der er hippie, der er det hele. Indvendig er den foret med blødt, blødt babyfløjl i den helt rigtige grønne nuance, og så passede den som fod i pose.

Det er en udsøgt fornøjelse, at have den glade bog liggende øverst i stakken af kalendere og andre vigtige småbøger, hvor jeg før, ligesom tilfældigt, kom til at dække den lidt til med et ark papir, eller noget andet, der kunne dæmpe alt det lyserøde.

Det er sjældent, at jeg tager de store typer frem i overskriften, men her kan mindre slet ikke gøre det. Tusinde tak, Hanne♥