Jeg har noget jeg vil dele. Måske skulle jeg i virkeligheden vente, men glæden er så tilpas stor, at jeg nok ikke kan holde det for mig selv ret meget længere. Så jeg deler.

I et par uger har jeg taget den medicin, der engang i fremtiden skal hjælpe sommerfuglen i min hals med at udføre sit arbejde bedre, men som nogle kan have glæde af at begynde på før.  For nogle dage siden, opdagede jeg, at jeg igen kunne se fjernsyn uden at mine øjene teede sig, som var de et par fedtede geleagtige kugler, der fremstillede tv-billeder i en underlig tåget dobbelt udgave. I det hele taget havde jeg tit problemer med øjne, der snaldrede til og føltes underlige. Geleøjne er meget betegnende, faktisk. 

Og i går sang jeg. Ja altså, sådan sang rigtigt, uden at halvdelen forsvandt i hæse trut, som var jeg en ravn på Odins skulder. Først forsøgte jeg mig med en af de julesange, jeg har sunget med børnene. Bagefter afprøvede jeg Ruby Tuesday og tilsidst, for at teste helt yderligt, sang jeg to julesalmer. Dejlig er den himmelblå og Barn Jesus i en krybbe lå. Og, jeg kunne!

Og i dag, da jeg stod i den solbeskinnede stue efter ti-elleve timers søvn, følte jeg for alvor, at noget var anderledes. Helt anderledes. Det er ligesom, at jeg har taget en meget tung frakke af, og endelig fået hængt den op på knagen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men en sommerfugl har vist basket med vingen, og jeg håber, at det holder.