Jeg skynder mig at skrive, at jeg har været til en dejlig julefrokost, og at Alfebarnet stadig har det herligste humør, og det gladeste smil, der lyser selv den allermest grå novemberdag op. 

Jeg skynder mig, fordi stressen bider mig i haserne, gennemvæder sålerne på snabelstøvlerne, der ellers smiler bredt med deres glædesstrålende røde snørebånd. Lige så røde som de ruller silkebånd, der ligger i en brun papirspose, og venter på Lucia. I min taske.

Den taske jeg slynger over skulderen igen i morgen for atter at forsøge mig, for i dag gik det bare ikke. Slet ikke. Og dansende blodrøde bånd og snører er ingenting op i mod sammenklemte åndedrag og syre i halsen. 

Men jeg sagde fra, bad om hjælp, og fulgte signalet.