Himmel, se Havet!

Martsmågen

onsdag 2. december 2009klokken 19:51 · 7 kommentarer · Aftenstund, Arbejde, Ve og vel

Martsmågen

Jeg har fået en ny kollega.  Her midt i travlheden. Jeg synes godt, at jeg kan mærke det, selvom jeg er pakket godt ind i overtrætheden. Det er dejligt at se frem til, at vi snart kan dele dynger.

Træt er hovedtemaet. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er grænseløs, og jeg mæsker mig i udfordringerne. Trykker for lidt på pauseknappen, glemmer at styre mig, glemmer mit værn. Mit filter. Mig selv. Jeg svinger fra at tørre snotnæser og klippe julestads, over til alvorlige møder og seriøse samtaler. Sjælefred og lykke læner sig op af de ord, jeg sætter sammen på papir, der signeres, og sendes videre.

I dag røg endnu en kuvert videre, og i et halvmørkt personalerum sidder jeg summende, og glaner ud af vinduet mens jeg fodrer trætheden med marcipan og nougat. Jeg glaner mod enden af ugen. Mod enden af næste uge. Men allermest glaner jeg mod enden af måneden, hvor der venter både juleferie- og fred.

Når jeg kommer hjem, har jeg lyst til at ligge mig ned på gulvet og pseudogræde som en overtræt treårig, men i stedet bladrer jeg mig tilbage til sidste års martsmåge, der i arkivet stadig svinger sig op mod en meget blå himmel. Det kommer jo igen foråret. Og i morgen kommer kaffen.

Did you like this? Share it:

7 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy