Er det overhovedet min dag i dag?

Igen har jeg sovet længe, godtnok ikke så længe som i går, men alligevel. Jeg begyndte dagen med at hente avisen, der om søndagen leveres på måtten, modsat lørdag, hvor den smides ind gennem brevsprækken. Det er vist en udemærket ordning, for det gav mig mulighed for, udenfor hoveddøren, at finde et sammensurium af reklamer, dørmåtte, søndagsavis og en kasse fra Aarstiderne, der blev leveret i torsdags!

Nej, det er ikke den indgang, der bliver brugt allermest for øjeblikket, og at grøntsagerne var vendt hjem fra en meget lang ferie, havde jeg altså glemt at tænke på.

Sambucaboller og kaffe sætter skub på søndagen, og et flygtigt strejf af energi rammer mig. Et billede af en portion sprutmæskende rosiner kunne vel være brugbart til formiddagens indlæg, tænker jeg, og griber ud efter kameraet, der desværre hænger fast i remmen, og derfor havner på gulvet, med mit skrig hængende over skrivebordet.

Der skete ikke noget!

Men rosinerne viser sig at være for berusede til samarbejde, så jeg går i arkivet i stedet, og billedet af Zettes sidste rose, som hun var så sød at forære mig, er da heller ikke noget dårligt valg. De holdt sig forbavsende længe, og selv knopperne sprang ud. I forgårs var det slut, og alligevel nænnede jeg ikke at smide de stadig velduftende blade ud. De blev nænsomt drysset udover fadet, da jeg med næb og klør, stadig forsøger at fravriste novembermørket en lille smule minder fra sommeren.

Og ligenu? Jeg tror, at jeg vender en omgang i sofasumpen, inden jeg så meget som vover, igen at håndtere noget som helst af værdi.