Allerede fra den tidlige morgenstund håber jeg på en gylden, solrig oktoberdag. Dér lige før vi falder ind i november. På en søndag.

Og min morgendrøm går i opfyldelse, og jeg triller rundt på Volden, badet i solskin og gulgyldne farver, på en næsten helt almindelig torsdag, hvor jeg har tidligt fri. Hist og pist brydes guldet af de lyseste grønne nuancer, der kunne forveksles med dem, som spæde skud disker op med, når foråret slår sig igennem. Sådan på skrømt, og for alvor.

Fem minutter, bruger jeg af efteråret, mens jeg står der, og suger til mig af guld og vissengrønt mod en højthvælvet blå himmel. Bader øjnene i gule blade, mens tankerne ruller sig som hundhvalpe i de visne kastanieblade, der er drysset ned for fødderne af de gamle stammer.

Alting og intet står, og falder i de fem minutter, jeg bruger af efteråret, indtil jeg kommer frem til erkendelsen af, at jeg har glemt Mick Jaggers røde karton, at jeg vil ringe til min bror, og at jeg bagefter vil gå ud og købe en kaffemaskine.

Fem minutter. Bare fem af slagsen. Kun.