Det er nok i bund og grund mest irriterende for mig selv. Og jeg bliver nok nødt til at lære det. Gør jeg. Det med en tærskel, der er blevet slidt. Og skuldrer, der ikke er så brede, som jeg synes, at de skal være.

Jeg spekulerer i øjeblikket på om alt det halsvrøvl, småsnot, hovedpine og utilpashed i kroppen, skyldes et yderst gavmildt immunforsvar, der gladeligt lukker næsten alt ind, eller om det vitterlig er systemet, der slår bak. Hvis jeg lukker øjnene, og tillader mig at se nøgtern på tingene, kan jeg da sagtens se, hvor skoen trykker, og ved med sikkerhed, at det ikke er et kagekalas, der tipper læsset.

Tværtimod.

Men jeg har svært ved at tage oplysningerne til efterretning. Svært ved at tillade mig selv samvittighedsløst, at sove dagen væk, og lade systemet finde formen igen. Uopfordret forsvarer jeg mig selv, og mine handlinger, men inderst inde synes jeg, at jeg gør ret i, at tage tegnene alvorligt. Den dumpe fornemmelse i hjertet, den trykkende hovedpine, og en mave med sceneskræk. En tinnitus der runger, selvom jeg i virkeligheden på grund af en hævet øregang, går rundt, og er halvdøv på det ene øre. Fingrer der revner, og en skulder, der giver urolige nætter.

Men jeg lukker af, og lader, somom intet er, som det ikke skal være, og vader ud over kanten med vidtåbne øjne. Utro mod mig selv, og mit helbred. Indtil jeg igen rager mig et halsonde, en hovedpine, samt en snotnæse til, der gør tingene plausible og tilladte. Og skaber mulighed for den timeout, jeg har brug for. 

Det lykkedes mig i sin tid, at få bakset kosteskabet med sabelkattene ud på køkkenmøddingen, dels ved at skrive dem derud, og dels ved at snakke om dem. Gøre dem synlige. Ligenu har jeg hele sætninger liggende på tungen, ord siddende i fingerspidserne, som jeg bare så gerne vil af med, men en sortklædt samvittighed, fylder stadigvæk for meget til, at jeg helt tør åbne døren til det nye kosteskab.

Der inde, hvor ærligheden, troskaben og omsorgen ligger. Sammen med kærligheden for den sags skyld.

Om lidt trykker jeg på knappen, og apropos snakken igår, så tro mig, dette er et af de indlæg, hvor maven snører sig lidt sammen. Men jeg gør det alligevel. Sgu!