Billedet af Mick Jagger har fulgt mig gennem tykt og tyndt i rigtig mange år. De fleste år har han hængt fremme med ære og værdighed. En enkelt gang har han været gemt bort i et mørkt hjørne, hvor der altså er nogen, der mener han hører til.

En anden gang, var jeg fast besluttet på at sælge ham, da jeg på et marked delte bod med en veninde, men efterhånden som interessen for billedet steg støt, voksede prisen også, for jeg opdagede pludselig, at jeg bare ikke kunne skille mig af med det alligevel.

Som det så ofte sker, når jeg bliver nødt til at gå grundigt til værks med rengøringen, begynder jeg også at rydde op. Og ud. Lave om, og flytte rundt på tingene. Ikke fordi, der er så meget at rode rundt med i mit soveværelse, men noget har jeg da fået kastet rundt med.

Og så står vi pludselig der. Jagger og jeg. Mig og Mick. Go’e gamle gavflab, og jeg erkender i samme øjeblik, at jeg vist er vokset fra gyldne rammer fra farmors tid over i noget helt andet.

Det vil jeg da lige tænke over, mens jeg hænger en nyvasket persienne på plads.