Fridag. I dag. Igen. Men. Hele to aftaler på Hvidovre. Igen. I dag. Men.

Jeg har læst på lektien hjemmefra, så jeg husker at få spurgt om det, jeg nu vil spørge om. Jeg har pakket tasken hjemmefra, så jeg ikke skal sidde og glo ud i den kedelige luft i de forskellige transportmidler og venteværelser.

Hænderne er beskæftigede med strikketøj, som glider nemt i rene retmasker og en enkelt udtagning på hver fjerde. Underholdning i den lette ende af skalaen.

Bussen kommer og kører. Jeg er med, og kan tillade mig at brede mig, for den første myldretid er forbi. Nu er det formiddagsholdet, der råder, og vi er ikke så mange.

Jeg er ikke vild med Hvidovre. Af mange gode grunde, og erindringen sidder som et sug i maven. Strikken tilbyder mig andre tanker, som jeg taknemmligt tager imod, og faktisk lykkes det mig at strikke mig fra de værste minder i de forskellige venteværelser.

Først bliver jeg mammograferet, bagefter reumatologiseret, og ender med at sidde, et enkelt øjeblik eller tre, i blodbanken, som de har flyttet siden sidst. I et nyindrettet aflukke venter en ung vampyr, der suger seks rør, uden jeg overhovedet mærker det. Hende vil jeg gerne abonnere på, hvis der fremover skal tappes i større stil.

Mens jeg pakker aftalekort og andet papirarbejde ned i tasken, er jeg nu på det rene med, at jeg har en ny lægeaftale om tre måneder, vil blive indkaldt til røntgen på et senere tidspunkt, og at jeg fortsat skal guffe ekstra fiskeolie og d-vitamin i mig, udover den daglige multi.

Bussen kommer, og kører den anden vej. Jeg er med. På vej hjem i eftermiddagen.