Bjørnen og jeg har været på loftet. Vi skulle sørge for fri passage til loftrummene, fordi vores vicevært bliver nemlig morgensdagens helt i skysovs, der sørger for at redde vores dyrebare loftsskatte i sikkerhed. Han skal tage alle turene fra loft til kælder bærende på æsker og kasser med blandt andet mine skrøbelige polske glaskugler fra dengang Bjørnens mor var barn. Og ting fra dengang Bjørnen var barn. Og et par spejle, eller var det tre?

Et eller andet byder mig at tro på, at det går godt. Tro på, at mine skrøbelige polske glaskugler klarer skærene, og flytningerne frem og tilbage. Eller tuder jeg. Også selvom, det er min egen skyld, fordi jeg ikke redder lige netop de æsker i sikkerhed inden, det er forsent. Jeg tror på det. Det bliver jeg nødt til.

Da vi går opad, forventer vi det vante syn, når døren til loftet svinger op.

Jamen, goddag mand murerske! Taget var allerede taget, og borte. Derfra hvor vi stod, ku’ man se sig omkring. Omtrent til alle sider, og højdeskrækkens grønne gris røg lige i knæene. Kun på mig, for snart efter stod Bjørnen, og kastede om sig med skæve grin, mens han, kun båret af tynde brædder, svævede højt over gadeplanet langt nedenunder.

Æsker og kasser var dækket af fede lag af kalk og sine steder også tagbrokker. Teglrøde stumper her og grålige kalkklumper der. Og så var det, at beslutningen om at tro på det, tog form, for jeg kunne slet ikke se det for mig, at jeg skulle begynde, at rode rundt efter de polske klenodier, der under en næsten åben himmel, på kanten af ingenting, med udsigt til både Ørestad og Brygge.

Det er nok det mest interessante loftsbesøg, jeg nogensinde har været på her i ejendommen. Forholdene deroppe resulterede i en underlig følelsesmæssig blanding af sikkerhed og skræk, og den følelse sad stadig i mig, da jeg vaklede ned af køkkentrappen med geleknæ, begyndende hovedpine, og usædvanlige billeder på hukommelseskortet.

Bare nu de polske også klarer den.