Der er nogen, der starter deres ophold i køkkenet med at sætte en grydefuld vand over blusset. I dag lagde jeg ud med at skære bagekartofler op i kvarte, og smække dem i en bradepande, stænke med olivenolie, og drysse med krydderurtesalt. Ind i ovnen med den, og så videre.

En opvask står i baljen, og mens jeg drikker dyrt tilbudsøl, overvejer jeg mit næste træk.

Inden jeg nåede så langt, fik jeg styr en handel, der har kørt siden dengang Bjørnen sprang ud som student. Hans søster, alfemoren, havde forelsket sig i en læderpung fra en af Bryggens små butikker. En af den uden kortmaskine og med korte åbningstider. En del af pungen blev betalt dengang, og i dag lykkedes det mig at ramme rette åbningstid medbringende de manglende kontanter.

Hurra, handlen er nu afsluttet!

Bagefter, i et perlevirvar, faldt jeg over visdommens lyseblå ugle. Den skal nok kunne bruges til et eller andet en skønne dag. Foreløbig ligger den, og drømmer i selskab med en græskarkerne eller to?

Om lidt, mens jeg hænger ud over opvasken, vil jeg spekulere på, om det er ugleviist af mig at offentliggøre, at jeg ind imellem proklamerer højlydt ud i intetheden, at jeg ind imellem mener, at der er ingen, der elsker mig? Resten af tiden vil jeg i vanlig stil udtænke ideer til et aftensmåltid. Med kartofler vendt i olivenolie og krydderurtesalt.

Har du dage, hvor du mener, at der er ingen, der elsker dig? Og nej, jeg er ikke deprimeret!