Himmel, se Havet!

Opløftet af opløsning

tirsdag 25. august 2009klokken 17:17 · 15 kommentarer · Køkkenskriverier, Ve og vel

Min dag begynder for alvor, da den opblæste lyd fra et overdimensioneret tandlægebor forplanter sig i øregangene. Nærmest lige ved og næsten ved siden af mig er en håndværker i gang med at fjerne flere års plakaflejringer i perlerækken af røde mursten. I morgen kan vi få øjenkontakt, hvis vi lyster.

Et par vejrudsigter senere tager jeg afsted med begyndende knuder af bekymring i maven. Jeg kan ikke holde dem i ave, de vælter for talstærkt ind, og luften får ringe kår i vejrtrækningen. Vi jager afsted, TrilleNyx og jeg. Først da vi runder hjørnet ved Sukkerfabrikken, får jeg magten, og luften helt ned i lungerne.

Bjørnen har nemlig en akut aftale med hospitalet i dag, og en skarp negl er smækket hårdt ned i de gamle traumer. Men efter en undersøgelse, som man helst er fri for, skulle jeg hilse og sige, får han besked om, at alt er godt. Kunne alle høre? ALT ER GODT!

Og nu puster vi glædeshøje ud, og spiser græskarbrød med italiensk skinke og avocado.

Resten af aftenen skal jeg sidde med strik mellem hænderne, sluge endnu et afsnit af en serie med bid i, og derefter en god film. Jeg skal simpelhen rånyde fuldt ud, at kunne være lykkelig og ubekymret igen.

Så pyt med at støvsugeren er brændt sammen i en tid, hvor kalken står os om ørerne, for alt er godt. Alt er rigtig godt.

Did you like this? Share it:

15 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy