Himmel, se Havet!

I’m gonna kill that cat

onsdag 5. august 2009klokken 18:16 · 7 kommentarer · Hverdag, Katten., Tanker om ting og tilstande.

Nyx er inde i en ‘vælt-vandskålen’ periode. Passer foderet ikke damen, så vælter vi da bare vandskålen. Der er ikke noget med pjattede sultestrejker her, nej, vand på gulvet, virker bedre.

I dag overgav jeg mig endelig, og fodrede med en af de farvestrålende poser fra Whiskas-sortimentet, selvom det ikke er fredag. Jeg har haft en par lange dage i rap, og gad ikke længere at søbe rundt i kattevand, mens jeg redegjorde for tørkostens fordele og herlighed.

Fred for katten!

Aftenen byder ellers ikke på overraskelser. Jeg skal sumpe i sofaen, mens jeg fordeler min opmærksomhed nogenlunde ligeligt mellem fjernsyn, strikketøj og det nyeste katalog fra min yndlings Gudrun.

Jeg har allerede smugkigget lidt. I går aftes, men jeg blev hurtig træt i armene, og måtte lægge det fra mig igen, slukke lyset, og sove.

En mand smilede til mig i dag. Måske er det ikke usædvanligt, men det er usædvanligt, at jeg bemærkede det, og inden de iderige forslag til, hvorfor han gjorde det, begynder at strømme ind, vil jeg tillade mig selv at mene, at det var fordi, han synes, jeg så flink, glad eller dejlig ud.

Senere var der en anden mand, der galant steppede til siden, så jeg uhindret kunne passere.

Og lad mig da lige lukke indlægget her med at fortælle, at inden jeg forsvandt ind i egen boligblok, blev forvekslet med en kvinde, der såvidt jeg har forstået, har børn i førskolealderen.

Måske var det den tilbagevendende sommer og sol, der spillede mig et puds. Ellers også er jeg bare blevet tydeligere i konturen.

Jamen, hvad ved jeg? Sjovt var det i hvert fald.

Did you like this? Share it:

7 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy