Vil du ha’ med lax eller lam?, råber jeg gennem skabsrækken, helt ind til Bjørnens hule og ører, mens jeg fingererer med de små poser kattemad i glade farver. Interessen for mit køkken ligger et meget lille sted, og inspirationen er lig nul. Som i nul.

Mine fødder afsætter knaldrøde trykmærker på gulvbrædderne. Jeg går derfor tilbage i de samme spor, og tørrer efter. Efterhånden holder det op. Af sig selv.

Jeg har sovet et par indianske moccasiner væk. Skulle bare lige have en halv time inden metroen og Magasin, men…

Og nej! Jeg er ikke nedtrykt, ulykkelig, eller ked af det. Ingen halvtomme containere her. Jeg er bare træt. Træt af blødende fødder, flækkede fingre og hævede led. Bundproppen er trukket, og jeg skvulper, for en stund, lidt rundt i badevandet.

Gryden med pasta står, og bobler lystigt på blusset, og med mindre, der indtræffer et mirakel, bliver dagens ret mac’n’cheese med Heinz.