Efter fem dejlige dage i Asserbo, havde jeg stadig fem gode dage tilbage af ferien. Og jeg sov, og jeg så fjernsyn, og jeg strikkede.

Elge og andet norsk mønsterværk. Rundt og rundt i kædedans, mens garnet sled på fingrene. Rundt og rundt, indtil det hele kunne samles til et hele og derefter igen, rundt og rundt. Og en dag, da forårsolen strålede ind gennem ruderne, var den færdig. Der lå den på bordet bredt ud til tørring, til alles store tilfredshed og beundring.

Resultatet er forunderligt. Blødt, varmt og lækkert. Jeg er overstolt af det stykke strik, det indrømmer jeg gerne, og når jeg ser mit snit stryger, jeg hånden henover elgene, når jeg passerer vintertrøjebunken.

Jo jo, det var hjerteblod, der ind imellem flød fra fingerspidserne, hvorom garnet snoede sig lystigt. Men, der er også kommet blod på tanden, og på trods af kommende sol og varme er jeg klar til at give mig i kast med en ny model. Samt endnu én, og en enkelt variant.

Og med ti kilo islandsk pladegarn på lager, skulle der vel være materiale nok til endnu et par projekter?