Hun er en spinkel lille ting med strittænder. Strilierne, som broren kalder dem. Hendes lange hår er flettet stramt i en, eller to fletninger. Eller børstet glat i en lang lys hestehale, som knejser nakken og ranker ryggen. Hver morgen står hun foran spejlet, mens moren børster det lange hår på plads i de forskellige variationer. En tålmodig mor med en utålmodig datter, der har rastløs kløen i benene.

Hun har lige fået en ny trøje. Den er strikket i patent, rød med små gyldne knapper. Den er afløseren til en marineblå foregænger, der er slidt tynd til det yderste. Matchende røde, og absolut ålefri, sportstrømper er med til at indvi den første af mange lune forårsdage, der senere umærkeligt glider over i en evindelig solfyldt og varm sommer. Med høj blå himmel.

Hendes cykel er også rød, eller måske var det den blå, men uanset farven er den hendes veltilkørte udgave af en jernhest. Den er godt opdraget, aflæser hendes mindste ønsker, og samarbejder villigt. Hurtigt og sikkert. Den snor sig elegant ud og ind mellem, hvad som helst, og lader sig styre både med og uden hænder. Ved særlige lejligheder stejler den, og ligheden med Roy Rogers, der smiler så pænt i solen, er slående.

Kun en enkelt gang er det gået galt. I vild fart kommer hun kørende gennen “Skoven” og både hun og den trofaste overser en lille forræderisk træstub. Sekundet efter ryger hun frit svævende henover styret. Det er mere held end forstand, der gør, at hun ruller sig ud af de værste skrammer, og i stedet, med et par smårifter, kan fejres som dagens helt længe efter. Også af drengene, der tager cowboyhattene af i dyb respekt for rullefaldet.

Sådan en cykel gad jeg godt have. Igen.