Vågner op på cyklen på vej mod et lokalt supermarked og finder igen focus.

Det har været en kølig, men solrig dag og i Virksomheden fik vi en hel del fra hænderne. Oprydning og forberedelse. Et hold ud og et nyt ind på onsdag.

Lydniveauet har ligget højt og ved frokosttid, opgav jeg, at få fornuften ført igennem. Måske slap jeg tøjlen, fordi det var min tur til tidlig retræte. På den anden side set, sådan er der bare nogen dage, der er.

Da jeg kom ud fra supermarkedet med en rosmarin, en dug og en kronet frø og ingen aftensmad, opdagede jeg, at der var stille. Så bemærkelsværdig stilhed indvendig, at selv tinnitussen holdt vejret.

Det gav mulighed for at mærke efter, hvordan det hele egentlig stod til. Det så da helt pænt ud, men det var så bare ærgerligt, at konstatere, at der alligevel, blev dømt ned med næbbet.

For det er sådan, jeg har det i dag. Jeg er nede med næbbet.

Bjørnen spiser ude, så jeg ta’r tre på et bræt og bagefter graver jeg mig ned. Med fjernbetjening, kat og strikketøj. Så håber jeg på, at det går over til i morgen, hvor det for første gang i flere år, står mig frit for, hvor og hvordan jeg vil fejre 1.maj.
Skal jeg vælge den grønne forårsfornøjelse, eller skal jeg følge den røde tråd og gå i Fælledparken?