Tit har jeg kigget ud, og tænkt på, at nu burde jeg tage et billede. Af et eller andet, der taler smukt til mig. Men. Lang pause i den del af livet. Bloggen ligger øde hen, og kun de der er med på FB og WF ved, at jeg stadig er derude, og derinde, hvor jeg nu engang har bolig.

Men her. Nej. Intet. Rungende stilhed, kun afbrudt en en enkelt begivenhed, jeg ikke kan, og ikke vil udelukke. Imellemtiden er den treogtyveårige gået i lære som cykelsmed, og fred er med det. Hvilket han efterhånden har fortjent mange gange.

Og det med fred, gælder også mig, så det med freden er med os, er nok også grunden til tavsheden herinde. Og det er jo en slags guld, at være tavs og tænke. Over ting og sager. I fred for sabelkatte og andre skideirriterende væsner. Jo, det er bestemt guld værd, og en del af belønningen kunne måske være, at talen igen vil flyde som sølvstrømme gennem tasterne, og lande her.

Vi får se.

Tilsidst en tak til jer der læser, og har læst, hvis der ellers er nogen tilbage derude? Men tak, alligevel. Bloggen ♥ fylder 5 år i dag, og måske er det skrivelysten, den pakker ud af det knitrende gavepapir.

Vi får se.

Måske var det fordi, jeg fuldstændigt fordybede mig i sofaens lyksaligheder, at jeg helt og aldeles glemte at nyde aftensolen forsvinde i kogende orangerødt bag et eller andet nærliggende byggeri. Da jeg kom op fra dybet, havde mørket lagt sig, og et øjebliks tid fortrød jeg min uopmærksomhed. Men kun et øjeblik.

Fordi morgenens rosa marmorerede tæppe gik ikke mit blik forbi, og jeg var på tæerne for at aflæse søndagens vejr, før nogen fik sagt morgenkåbe og sutsko. Trak i udekåben, og listede af efter den ønskede kakao, og brød, også noget af det søde. Serveret langt senere op af dagen, for når nogen har fødselsdag, må de sove, så længe de har lyst.

Og således glider dagen, og brænder sin aften af for fuld blus og gardiner, mens jeg, som sagt, var væk i min egen uopmærksomme og fredfyldte verden. Og sådan skal det også være.

Det er aldrig for sent. Aldrig!

Den sidste tid har budt på ting til mig selv, først to trøjer – ok den ene ligger stadig i monteringen, og nu dette farvelade-glade hæklede tørklæde i luer af orange nuancer.

Jeg glæder mig til den første milde dag, hvor den orange parka er varm nok til en tur ud i det fri. Det bliver en opsigtvækkende dag.

Ideen faldt jeg over her, forklaringen til mønsteret fandt jeg i en meget gammel bog, jeg har haft stående på hylden i umindelige tider, garnet er købt hos Kenneth, og pinden var en hæklenål fra Søstrene Grene i størrelse 3. Vil du vide mere, så spørg.

Det har været den værste, pardon my french, lortejuleferie i mands minde. Var syg, udmattet, bagud og sat til tælling. Ikke bare nede på knæ, men helt nede at ligge. Trådt under fode, væltet omkuld for fødderne af de træer, der skjuler skoven.

Fandt mig selv liggende på en godtnok venlig sofa, blød, varm, og fuldt af ro og regelmæssighed. Stort set, og næsten hele tiden. Men alligevel. Fik and, fik bøffer, så møre som det smør, jeg ikke længere fornøjer mig med, fik sødt, fik surt, fik bobler, fik i det hele taget alt det, traditionen nu byder.

Men alligevel.

I går indtog jeg for første gang i lang tid pladsen foran skærmen, iførte mig det nye headset, og hørte musik for fuld skrue. Løftede den hæse røst, og lod det fare. Lod billederne køre løsnende gennem systemet, mens hjertet hoppede, og tårerne gled ned langs siderne af de tunge tanker.

I dag har jeg, for første gang i år, haft hænderne stukket i ørerne på den sorte gryde, og har lavet mad, der indebar brug af mere end et redskab. Har haft hænderne fulde af uld, øjnene fulde af fjernsyn, og ørerne på stilke. Glemt regn, glemt grålighed, smålighed og glammeri.

I morgen rejser jeg mig måske nok helt, og en dag rejser jeg mig sandsynligvis ved det træ, der fælder mig, og er der en økse i nærheden, vil fanden være løs i Laxegade.

I det øjeblik bliver jeg aldersløs, og lykkeligt ligeglad med om verden stadig står udenfor Pergamons mure. Jeg overgiver mig på stedet, underkaster mig og synker lidt i knæ, mens jeg lukker den istharblå farve ind. Lever af den, lever på den. Drømmer, mindes, og vender tilbage i tankerne.

Frydes over løverne, dragerne og blomsterne i al det blå, mens jeg drejer rundt med blikket løftet højt. Standser brat i den efterfølgende og nedadgående cirkel, da jeg på min højre hånd øjner den sorte, blanke stele, der med mejslet cocktailskrift lovgiver om øje for øje, tand for tand. Hammurabis lov! Bid for bid falder brikker i hak, og en cirkel lukker sig tilfreds med et svagt klik.

Under Nebukadnezer spekulerer vi over hvilken sten, der mon rummer informationen om happy hour.

Jeg vil ikke have for meget af det hele på en gang, men iler alligevel ind i nye rum, og ser, og ser, og ser. Overraskes glædelig af gensynet med de venligt smilende, bevingede løvemænd, og finder hvile blandt spadserende ørne, der stolt bærer både citron og håndtaske. Næste gang vil jeg foreviges sammen med dem, også iført citron og lille håndtaske.

Næste gang vil jeg også move like Jagger opad processionsgaden mod Istaharporten i selskab med Nebukadnezar samt et udsøgt selskab af japanske turister i ført deres underlige små ansigtsmasker, der beskytter dem mod andre menneskers bakterier.

Eller er det mon omvendt?

Stor fed stemningsmåne, der lyser over Holmbladsgade, og alle de andre sundbyske gader, jeg triller igennem for at kunne indsamle mere alpaka, og endnu en rundpind, inden jeg blæses hjemad til mere sofa og seng.

I morgen er det forhåbentlig gået endnu mere nedad. Og her taler vi igen om forkølelse og andet ubehageligt fra den skuffe. Resten går vel opad, eller hur?

Men.

I morgen er glædens jordens gæst, og vintereventyret folder sig ud, og de silkehvide gnistrende ledetråde vil være lige til at samle op på.

Jeg glæder mig også i denne tid, og de nærmeste dage på trods af, at Frau Vespucci er på vej til New York. Aber schöneste Frau, Berlin har så meget andet at byde på. Især i december.

God morgen, god dag, god december ♥

Hvorfor?

Klokken otte væltede jeg søvndrukken – ikke svimmel! – ud af den lune seng. Rystede krop og hoved sammen, trak i havekjole og gummistøvler, før jeg kunne nå at få andre gode ideer.

Ti minutter senere stod jeg på havegangen, og nød den grå november, der med sin stille støvregn havde hevet så voldsomt i mig. Og pænt så det ud. Det hele.

Og det var stadig muligt at øjne sporene efter sidste større haveudfoldelse, der fandt sted en tidlig morgen, hvor rimfrosten kantede bladene, isen lå tykt på vandoverfladerne, og dagslyset fik det hele til at dryppe, så jeg ind imellem kom i tvivl om årstiden.

Den dag stod der stadig orange morgenfruer, og nogle blå nogen, jeg har glemt navnet på. Jeg havde en sækfuld nedfald med, som jeg fik spredt dekorativ udover bedene. Jeg fastlagde dagsværket med stængler fra solsikker og majs. På kryds og tværs.

I dag havde jeg stormen i nakken, og hakkede de gyldne blade bedre fast i jorden, så ikke altsammen skulle flyve bort med vindstødene af orkanstyrke, der er blevet lovet senere på dagen.

Bagefter gravede jeg, og gravede. Mens sveden kom frem på panden, og senere dryppede ned i den lerede jord. Åh, så vidunderlig selvtilfreds man kan være, når den behandskede hånd glider over panden, og man derefter igen griber fat om spaden!

En rum tid senere vælter jeg ind af hoveddøren med kolde drikke i flasker, og bagerbrød i små brune papirsposer. Smider regnfrakke, jakke og cykelkurv ind på entregulvet, og efterlader de mudrede gummistøvler på trappen. Vrider mig ud af svedigt tøj, svøber mig i en blød morgenkåbe, og smider al det klamme i vaskemaskinen.

Mens jeg sidder foran skærmen, og får pusten, slikker jeg mig om de salte læber, og bliver overvældende sulten. Og kaffetørstig.

Og her er jeg så nu, med en kat der har besluttet sig for at stå op for en kort bemærkning, mens hun ser sig om efter et nyt sted at kaste sig over, inden en ny søvnperiode overmander hende. Der er totalt stille i Bjørnehulen. Jeg lader freden sænke sig, vinden ruske i trætoppene, og støvregn falde, mens jeg forsigtigt nipper til den varme kaffe.